Sammen med sundhedsprofessionelle fra hele sundhedsvæsenet udvikler Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut kvaliteten gennem fire faglige indsatsområder:
Kliniske retningslinjer: Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut understøtter faglige miljøer i udarbejdelsen af kliniske retningslinjer. Kliniske retningslinjer er systematisk udarbejdede anbefalinger baseret på den nyeste og bedste evidens. Formålet er at klæde de sundhedsprofessionelle på til – sammen med patienten – at træffe en kvalificeret beslutning om behandlingen.
Vurderinger: Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut skal gennemføre vurderinger af behandlingsformer, herunder sundhedsteknologi med fokus på at frigøre arbejdskraft og ressourcer samt fjerne behandlinger, der ikke giver tilstrækkelig værdi for patienten.
Kliniske kvalitetsdatabaser: Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut står for drift og udvikling af 85 nationale kliniske kvalitetsdatabaser. Databasernes overordnede formål er gennem databasseret viden at bidrage til, at alle patienter får høj, ensartet kvalitet i udredning, pleje, behandling og rehabilitering.
Utilsigtede hændelser: Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut har ansvaret for drift og udvikling af Dansk Patientsikkerhedsdatabase og det nationale ansvar for læring af utilsigtede hændelser.