Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut lancerer sin første strategi, der skal bidrage til, at Danmark fortsat har et sundhedsvæsen i verdensklasse – selv når medarbejderressourcerne er knappe, og demografiske udfordringer vokser.
Det danske sundhedsvæsen hører til blandt de bedste i verden. Det skal vi bevare. Det kræver, at vi aldrig står stille, men altid bevarer ambitionen om at give en endnu bedre behandling til den næste patient.
- Kvaliteten i udredning og behandling skal ikke afhænge af, hvor man bor. Vi skal vide, hvad der virker og have mod til at stoppe med det, der ikke virker, understreger Anne Jastrup Okkels, formand for bestyrelsen i Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut.
Målsætningen om at sikre høj og ensartet kvalitet og prioritere effektivt ligger til grund for den nye strategi i Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut (SundK): SundK sætter retning for kvaliteten i sundhedsvæsenet.
- Vi er stolte af at præsentere SundK’s første strategi, som understreger, at vi skal bidrage til kvalitet i det samlede sundhedsvæsen. Vi skal understøtte kvalitetsudvikling og prioritering for patienten og borgeren uanset, om det er i mødet med den praktiserende læge, hjemmesygeplejersken eller ortopædkirurgen, siger Anne Jastrup Okkels.
Et andet bærende element i strategien er det tætte og forpligtende samarbejde med alle sundhedsvæsenets aktører – på tværs af fagligheder og sektorer.
- Vi supplerer den sundhedsfaglige ekspertviden med metodiske kompetencer, så vi sammen skaber viden, som er hele grundlaget for kvalitetsforbedringer. Men det er ledelserne og de sundhedsprofessionelle, som omsætter den viden til konkrete forbedringer i mødet med patienten. Derfor er samarbejdet helt grundlæggende.
Det siger direktør for Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut, Jens Winther Jensen, og peger på, at det gensidigt forpligtende samarbejde konkret udfolder sig i styregrupper for de kliniske kvalitetsdatabaser, forfattergrupper for landsdækkende kliniske retningslinjer og fagudvalg for vurdering af behandlingsformer.
Løsninger på centrale udfordringer
Der er bred enighed om, at sundhedsvæsenet ser ind i en fremtid med øget pres. Vi får flere patienter i de kommende år. Samtidig bliver det sværere at rekruttere medarbejdere.
- Som et samarbejdende og troværdigt kvalitetsinstitut forventes vi at levere gennemarbejdede forslag til løsninger på centrale udfordringer: hvordan udvikler vi kvaliteten i et sundhedsvæsen med knappe medarbejderressourcer, og hvordan bekæmper vi geografisk og social ulighed i sundhed? Understreger direktør Jens Winther Jensen og uddyber:
- Med de kliniske kvalitetsdatabaser, kliniske retningslinjer, vurderinger og analyser af behandlingsmetoder samt Dansk Patientsikkerhedsdatabase og rapportering af utilsigtede hændelser, står vi med unikke redskaber til at afdække forskellige vinkler og levere velunderbygget, relevant og brugbar viden.
Formand Anne Jastrup Okkels er enig og påpeger, at det er vigtigt, at vi i prioriteringen af ressourcerne også får taget fat på den svære proces at få ryddet op i unødvendige behandlinger i sundhedsvæsenet.
- Der har i flere år været en erkendelse af, at en del ydelser i sundhedsvæsenet, ikke er til gavn for nogen – det er nu, vi bliver nødt til at skære unødvendige procedurer væk. Gennem gennemarbejdede analyser skal vi være med til at vise vejen, siger Anne Jastrup Okkels.