Icon
Icon

Menu

Nyheder

  • Nyheder
Icon
Icon

Hvorfor behandles færre patienter med bipolar lidelse med lithium, når det bør være førstevalg? Det vil ny database ændre på

Nyheder

  • Nyheder

Hvorfor behandles færre patienter med bipolar lidelse med lithium, når det bør være førstevalg? Det vil ny database ændre på

Ny database hos Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut vil forbedre behandlingskvaliteten for patienter med bipolar lidelse. Dansk Bipolardatabase skal blandt andet registrere, om patienterne får lithium, som forebygger både maniske og depressive episoder, og om patienterne tilbydes specialiseret behandling, som forbedrer deres fremtidsudsigter.

Otte indikatorer. Otte centrale målepunkter skal være med til at skubbe på kvaliteten i udredningen og behandlingen af patienter med bipolar lidelse i Danmark.

Dansk Bipolardatabase i Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut har til formål at understøtte, at patienter med bipolar lidelse får ensartet god behandling i hele Danmark, og i øjeblikket er databasens indikatorer og beregningsregler i høring.

- Vi har valgt et indikatorsæt, hvor vi målrettet sætter ind de steder, hvor der er størst potentiale for at højne kvaliteten: både på områder, hvor vi ved, kvaliteten ikke er god nok, men også på områder, hvor vi er i tvivl om kvaliteten. Men det er vigtigt at sige, at indikatorsættet er dynamisk, siger professor René Ernst Nielsen fra Psykiatrien i Region Nordjylland, som sammen med professor Lars Vedel Kessing, Region Hovedstaden Psykiatri udgør formandskabet for Dansk Bipolardatabase.

- I udvælgelsen af indikatorer har det været vigtigt for os, at vi kan hente data fra centrale registre, så vi ikke belaster klinikerne yderligere, pointerer Lars Vedel Kessing.

Nedgang i brugen af lithium

En af de lavthængende frugter på kvalitetstræet er brugen af medicinen lithium. Styregruppen har udviklet indikatoren: Andelen af patienter med type-1-bipolar, som får lithium; Ønsket er, at data kan være med til at øge andelen af diagnosticerede personer med bipolar lidelse, der modtager behandling med lithium.

På trods af, at forskning viser, at lithium forebygger episoder og reducerer sværhedsgraden af maniske og depressive episoder, og danske og internationale retningslinjer anbefaler brugen af lithium, så anvendes andre lægemidler hyppigere i klinisk praksis. 

- Vi ved, at lithium er det valg, man bør tage – der kan være enkelte patienter, der ikke tåler det, og så skal man vælge noget andet. Men på verdensplan og i Danmark er der et fald i brugen af lithium, siger René Ernst Nielsen:

- I stedet bruges andre forebyggende behandlinger, som potentielt ikke er lige så effektive, og som øger risikoen for, at man skal give mere end én forebyggende behandling.

Men hvis både forskning og retningslinjer anbefaler lithium, hvorfor ser man så en international tendens til, at andre midler bruges i stedet?

- Det beror på fordomme: lithium er et gammelt lægemiddel, som forbindes med mange bivirkninger. Men mange af de alvorlige bivirkninger, som man har troet, der var, er sjældne og kan oftest forebygges, hvis man monitorerer patienterne, siger Lars Vedel Kessing og henviser til, at styregruppen har udviklet en indikator, som skal gå hånd i hånd med anvendelsen af lithium:

Indikator 6: Andelen af patienter, der får lithium kontrolprøver minimum hver 6. måned.

- Hvis man sørger for kontrolprøver hvert halve år, kan man gribe tidligere ind, og dette medfører, at der ikke er en øget risiko for at udvikle kronisk nyresygdom, hvilket man ellers har troet i mange år, uddyber Lars Vedel Kessing.

Får patienterne specialiseret behandling?

I 2023 udkom Sundhedsstyrelsens Specialevejledning for Psykiatri, som anviser, at patienter med manisk enkeltepisode eller nyligt diagnosticeret bipolar lidelse, som ikke er sekundær til anden lidelse, skal behandles i en specialiseret regionsfunktion.

- Det har faktisk været en anbefaling i mange år, men vi ved simpelthen ikke, om patienterne i hele landet så også henvises til den specialiserede behandling, siger Lars Vedel Kessing og uddyber, hvorfor det er vigtigt for patienterne at få specialiseret behandling:

- Personer med bipolar lidelse gennemfører oftere ikke en uddannelse, de bliver oftere arbejdsløse, tjener mindre og kommer oftere til at bo alene.

- Vi ved, at det forbedrer patienternes prognose markant, hvis patienter med bipolar lidelse får tidlig specialiseret behandling i en regionsfunktion: patienterne bliver 40 procent mindre indlagt, får oftere lithium og andre stemningsstabiliserende lægemidler og er mere tilfredse med behandlingen. Derfor er det så vigtigt, at vi får data på, om patienterne får det specialiserede behandlingstilbud i regionen, som Sundhedsstyrelsen anbefaler, siger Lars Vedel Kessing og peger på indikator 1 i databasen, som skal understøtte med den nødvendige viden på området:

Indikator 1: Andelen af incidente patienter med nydiagnosticeret enkeltstående mani eller bipolar lidelse behandlet i regionsfunktion i de første to år efter diagnose.

Høring af indikatorsæt og beregningsregler - frist den 19. februar 2025 kl. 12.00

Dansk Bipolardatabase og DMPG Bipolar går hånd i hånd

Overlæge og professor Lars Vedel Kessing, Region Hovedstadens Psykiatri og overlæge og professor René Ernst Nielsen, Psykiatrien i Region Nordjylland udgør formandskabet for den nyoprettede database, Dansk Bipolardatabase. Sammen med vicedirektør Ida Hageman, Region Hovedstadens Psykiatri, udgør de også forpersonskabet for DMPG bipolar, som har til opgave at udarbejde kliniske retningslinjer.

DMPG Bipolar er ved at udarbejde retningslinjer for gruppebaseret psykoedukation, uddannelse i egen sygdom og er nu tillige ved at udarbejde et behandlingsprogram, der tydeliggør, hvad et optimalt regionstilbud for patienter med bipolar lidelse bør indeholde.