Den 1. januar 2025 trådte aftalen om at udvide ordningen for antipsykotisk vederlagsfri medicin i kraft. Aftalen betyder blandt andet, at ikke-indlagte patienter med diagnoserne skizofreni, skizotypisk sindslidelse og skizoaffektiv psykose fremadrettet kan få udleveret gratis medicin på hospitaler i op til 15 år efter diagnosen er stillet (mod tidligere 2 år).
Denne ændring har ingen betydning for, hvordan der indberettes til databasen på hospitalerne.
Den Nationale Skizofrenidatabase får informationer om medicinsk behandling fra to kilder: Lægemiddelstatistikregistret og Landspatientregisteret.
Lægemiddelstatistikregistret indeholder information om alle indløste recepter uanset betalings-/tilskudsordninger.
Den vederlagsfri medicin, der udleveres i forbindelse med indlæggelser og ambulante kontakter, skal som vanligt indberettes til Landspatientregisteret.
Kontakt databasens kontaktperson Trine Tønnesen, tritoe@sundk.dk eller hospitalets SundK-kontaktperson, hvis du har spørgsmål.